Vi skriver ægte Karaage her, fordi vi tidligere har lavet en nem version af retten. Den ægte kræver en lille smule mere forberedelse, men vi synes det er hele indsatsen værd. Til ca. 20 stk (3-5 personer) skal der bruges:
800 gr udbenede kyllingelår med skind
Fritureolie til dybstegning
2-3 spsk revet frisk ingefær
1/2 spsk knust hvidløg
1 revet løg
30 ml Ryorishu
50 ml sojasauce
1,5 tsk salt
1-2 tsk Kadoya Gold Sesamolie
Ca. 2 dl kartoffelmel
Start med at skære hvert kyllingelår i 5-6 stykker:
Kom alle stykkerne i en frysepose, og kom derefter alle øvrige ingredienserne i posen én ad gangen, og klem/fordel den godt omkring kødstykkerne, før den næste ingrediens tilsættes. Rækkefølgen for ingredienser er:
Ryorishu - løg - hvidløg - ingefær - salt - sojasauce - sesamolie.
Efter sidste ingrediens klemmes luften ud af posen, og den lægges i køleskab i 1/2 til 1 time.
Efter marinering lægges kødstykkerne på alufolie eller lignende, med lidt afstand mellem dem:
Drys en god mængde kartoffelmel over dem:
Vend dem grundigt i melet og tilsæt evt. mere, hvis nødvendigt:
Varm olien op i en gryde og steg kyllingestykkerne, når den er varm nok:
Når de er gyldenbrune og flyder ovenpå, lægges de til afdrypning:
Serveres rygende varme med friskkogte ris, evt. en citronbåd, og også gerne en god skål miso-suppe. Velbekomme!